Frøben

Hey bloggere og bloglæsere! Så er jeg tilbage igen. I går blev dedikeret til at ligge på sofaen med et tæppe og spise pizza. Og det var en ret god beslutning, hvis jeg selv skal sige det.

Men i dag er det slut! Ikke mere dasen! Jeg er stået tidligt op, pakket hele mit (ret omfattende!) specialeskrivningsapperatus, og nu sidder jeg her og er svært tilfreds med mig selv. Når man skal ud og være voksen og ansvarlig og skrive speciale og ikke have hæs og ru stemme fordi man er gået for kraftigt til karaoke'en og de lyserøde drinks, så skal man også se seriøs ud. Og professionel.

Problemet er bare, at jeg ikke er ret god til at se seriøs og professionel ud. Jeg prøver indædt og med stor overbevisning, men hver gang er der ét eller andet der går galt. For multifarver og professionel er ikke synonymer. Knaldrøde sko går ikke sammen med et blazersæt. Hvis jeg køber en fin kjole køber jeg den ikke i grå eller sort, men i en kraftig farve. Diskrete outfits bliver koblet med store, farvestrående smykker. Kan I se hvad jeg mener? Mit hoved vil gerne øve sig i at se seriøs ud i gråtoner, men mit hjerte skriger "Neeeeej!" og kaster sig rundt i maling og fjer.

Se for eksempel i dag. Mit hoved tænkte: "Sort buksedragt-tingest - det går vi ikke helt galt i byen med!", mens resten af mig hiver og slider for at få mig i en mere farverig retning, og før jeg ved af det står jeg med grønne strømpebukser på ( - og en David Bowie-tshirt, men den får I senere. Ét problem ad gangen her!). Farverne snyder lidt på billedet - morgenlys og kamera med selvudløser er (heller) ikke de bedste venner - så forestil Jer at strømperne er et hak eller to mere mosgrønne og klare i farven. Den sorte farve er ramt fint nok ;)

Buksedragten har store bukseben, lynlås og korsetknapper op til under brystet - og selvom den er sort er jeg helt vild med den - den er både god om sommeren og vinteren. Strømperne er fra Decoy og købt i Tryde Andrés for 150 kroner, mener jeg. Og jeg elsker dem fordi de er frøgrønne, og fordi de har det fineste rudemønster - og fordi de er nogle af de eneste par stømpebukser/nylonstrømper jeg har der ikke er for store i benene. Altså, rundt om - ikke i længden. Og så elsker jeg dem også netop fordi de redder mit tøj fra at se for seriøst og professionelt ud. Mit hjerte kan godt trænge igennem til min hjerne en gang i mellem, og når det gør så er det sjovest at have grønne ben.

- skizofreni og frøben blazing,

Mille.