Nu har jeg
gået i et par dage og overvejet, hvad jeg skulle vælge som den første
farve-ting herind til, efter mit vinterhi. Overvejet, og forsøgt at finde lidt
tid til at skrive. Dette indlæg er skrevet over fire gange, så hvis jeg er en
smule gentagende (og dårligt stavende - det er den dér iPad igen), så må I lige
bære over med mig. Til gengæld kan jeg se (for jeg har nemlig også brugt ugen
på at genlæse bloggen i al dens ukorrekturlæste glory), at I til gengæld
slipper for indlæg, som er blevet auto-rettet af den engelske stavekontrol, jeg
havde på min gamle computer. Now, that's something! Jeg kan så omvendt ikke
garantere, at mit engelske ikke - i et svagt, uopmærksomt øjeblik - ikke vil
blive ufrivilligt dansk-rettet, Apple-style. Det er hårdt at være sprogforvirret
blogger...
Derudover - og
for lige at fortsætte i brokke-sporet - så føler jeg mig efterhånden som min
kære farmor, når jeg sidder foran computeren og forsøger at blogge. Jeg er
grundforvirret over hele conputer-konceptet. Og trist. Mest forvirret (men det
er et close race). Jeg fatter ikke et klap af formateringen herinde mere. Min
baggrund er forsvundet, og jeg kan ikke få den igen. Jeg kan ikke huske,
hvordan man HTML-koder den ind, og Blogger vil have mig til at vælge en
"skabelon" (!), men det kan jeg ikke gøre, uden at forskyde alt
designet herinde, så billederne ryger skævt i forhold til teksten i mine
indlæg. Til gengæld er både skrifttype og -farve forandret. Og mit Picasa
flejner, så jeg ikke kan redigere mine billeder. Og jeg kan ikke huske
passwordet til min StatCounter. Og så skal jeg have ændret teksten i mange af
mine vignetter, men jeg kan ikke finde dem i redigeringsmenuen. Og jeg kan ikke
få makrozoom-funktionen på mit nye kamera til at tage skarpe billeder.
TIL GENGÆLD:
så er jeg über-super-hylende taknemmelig for, at der stadig er aktivitet på
bloggen herinde. Og en del af mig skriger, at det er uendeligt ligegyldigt, at
mine nye indlæg er mere mørkelilla end de gamle (selvom min indre perfektionist
stadig river sig i håret over det). Og så er jeg helt generelt glad. Glad og
rolig. Cool as a cucumber, som vi siger på den anden side af vandet (eller
"cool as a circumspice", som man åbenbart siger i Mac-land.
Circumspice?!). Og en hel del af den ro kan krediteres kærestens (herr Søren,
kalder vi ham herhjemme) calming influenze. Og bare rolig, det her bliver ikke
et touchy-feely blogindlæg, der giver jer sukker-kvalme flerdimensionel efter
endt læsning. Jeg skulle bare bruge en overgang (mere eller mindre gelinde) til
dagens "uuuh, farver!"-ting. Den er nemlig en gave fra selvsamme herr
Søren, og den er en af de allerførste farve-ting, han gav mig. Han havde nemlig
godt luret det dér med, at Mille og farver, de er ret gode venner. Og så er han
ret god til det med gaver. Og jeg blev ret glad for lige præcis denne. Og det
var tre ret store underdrivelser, lige i rap.
Sparkle,
sparkle indeed, amirite? Det er hvidguld med safir og diamanter, og jeg synes,
at den rammer en fin balance mellem enkelhed og flashyness, som jeg godt kan
lide. Den er showy men neutral, og så han den en fin størrelse (og det kan være
en tricky thing to find til mine lange fingre...). Jeg er fuldstændig tosset
vild med den flotte blå farve i safiren (og jeg havde i et godt stykke tid
siddet og savlet over den her slags ringe, med både safirer, rubiner og
smaragder i), og den bliver kun endnu mere klar ved at sidde blandt helt hvide
diamanter. Farven var svær at fange på billederne, så jeg har sat et par modelbilleder ved. De to sidste billeder er taget fra Lauritz, hvor ringen
er købt. Og lordy, såvel det vist også slået fast, at der ikke er gået nogen
stor auktionskøber (auktionskøber? Er det et ord? Auktion-ee?
Auktionshandlende?) tabt i mig. Det er jo ekstremus skræmmende! Og jeg fulgte
endda kun med i skjul fra sidelinien...
Hvorom alting
er (på trods af alt det, jeg ikke længere fatter af det her bloggeri, så er
evnen til ævlen stadig fuldstændig præsent...), så var det her altså en af de
første gaver, jeg fik af herr Søren, og derfor fandt jeg det passende at den
skulle markere mit return hertil. Der kom flere gaver til senere, og de skal
nok også finde vej hertil. Men ringen er den fineste, for dens udseende og dens
betydning. Og jeg tager den aldrig af (eller, det vil sige; jeg TOG den aldrig
af - nu kommer den i vejen, når jeg ammer... The irony...).
- sparkle,
sparkle little star...
Mille
P.S.: - og
overhovedet ikke relateret til noget som helst: jeg har sådan en forfærdelig
lyst til at genintroducere ordet "hyl" til at beskrive noget godt og
sjovt. Som i: "Babyen bliver skeløjet, når den kigger på ranglen. Det ser
hyl ud". Yes? Join the revolution! Det bliver hyl!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv ENDELIG en kommentar eller to - kom med ris, ros og reaktioner af alle slags. Det er den slags ting der gør blogning sjovt.